Grimmere sprog online – hvordan og hvorfor?
Jeg tror, at jeg uden at fornærme nogen, kan påstå at vi alle er enige om at unge i al almindelighed snakker grimmere og grimmere indbyrdes. Jeg fik lyst til at skrive denne klumme for at sætte en debat i gang på tweakup.dk, om hvorvidt man som individ, hvad enten det er på ét Internettets mange forumer, eller i ”det virkelige liv”, bør tænke over hvordan man snakker og behandler medmennesker.

Jeg har været bruger på tweakup.dk i omkring halvandet år, og det er min opfattelse at folks sprog ofte er uhøfligt eller direkte grimt. Udtalelser som ”idiot”, ”lille newb” (lille nybegynder) og generel nedgørelse af brugere er oftere og oftere en del af forumet. Som det sikkert er kendt af langt de fleste brugere herinde, er arto.dk et meget velbesøgt og omstridt site. Man har flere gange i medierne hørt om børn eller unge, der er blevet mobbet, truet e.l. af andre brugere på arto.dk. Tiltaler som ”klamme sæk”, ”spasser” og det der er værre, er en del af at være bruger på denne side. På trods af moderatorers, forum-admins og styrmænds gode arbejde med at censurere og bortvise brugere, kan det ikke undgås at nogle folk kan blive offer for en tilsvining eller trussel.

Det er dog ikke kun på Internettet at man risikerer at blive udsat for dette. I dagligdagen, på skoler, arbejde og blandt venner og bekendte er sproget blevet uhøfligt eller grimt. Igen, går fraser som ”luder”, ”kælling” og ”bøsse”, som populære kaldenavne blandt unge. For udefra seende mennesker kan det være svært at se, hvorvidt det er ment i sjov eller i alvor. Er sproget fra Internettets verden smittet af på virkelighedens verden eller er det omvendt? Bør man, som online-bruger eller uafhængigt individ i dagligdagen, sidde og se til, uden at gribe ind, eller er det bedste at skride til handling og forklare en eventuelt ung at sådan skal man ikke snakke?

Det er klart, at hvis man er vidne til en voldelig episode, bør handle, hvad enten det er at stoppe hændelsen fysisk eller tilkalde hjælp fra ordensmagten. Men er man vidne til et verbalt overfald kan det være svært at skride til handling, uden at sætte sig selv eller offeret for en vis form for udsat position. Det er vigtigt at overveje sine handlinger før man prøver at stoppe en hændelse – er det nyttigt at prøve at stoppe det, kan man overhovedet gøre noget ved det, eller risikerer man at udsætte sig selv eller en anden for unødig, fysisk fare. I langt de fleste tilfælde vil folk vende det andet øre til hændelsen, og lade som om intet foregik, og det er nok i nogle tilfælde det klogeste at gøre. Men ofte, mener jeg, ikke det vil skade, at sætte en stopper for at en ung bliver tilsvinet eller kaldt grimme ting.

På Internettet er det en anden sag at stoppe sådanne tilfælde. I og med at ingen fysiske personer er indblandet, er der heller ingen fare for at udsætte nogen for fare. En simpel udelukkelse eller redigering af et indlæg i et forum e.l., kan forhindre at en bruger føler sig forulempet. I hverdags-forumer som fx arto.dk kan det dog blive et problem når virkelighed og Internet blandes sammen. Idet en bruger ikke kan vide sig sikker på at et - lad os bare kalde det mobberi, kun foregår på Internettet, men også kan overføres til det virkelige liv og dermed blive fysisk verbalt. På Internettet er der altid muligheden for at hive stikket ud, eller lukke programmet. Denne mulighed findes desværre ikke i virkeligheden!

Det er svært umiddelbart at opfinde en vidunder-løsning på denne problemstilling. Jeg mener at det er en langsigtet indsats der skal til, både fra brugere, retningslinier, forældre og andre forbilledlige individer. Eftersom Internettet er blevet en så stor del af – specielt – unges hverdag og almen færden, er det vigtigt at inddrage, i opdragelsen af børn og unge, en viden om hvordan man snakker til og behandler mennesker, selvom det er online på Internettet. For tiden er diverse forums mere eller mindre et fristed for tilsvining, uhøflig snak, mobning. Det bør og skal der sættes en stopper for! Forældre bør i højere grad tage en snak med deres børn og unge om, at selvom man ikke kan se en person direkte, er denne stadig i stand til at blive såret og forulempet af udtalelser fra deres børn. På lige fod bør pædagoger oplyse og irettesætte børn og unge der ikke overholder almene normer for pæn behandling af medmennesker. Ud over det, bør det almindeligvis være en integreret del af ethvert forum, at have et sæt retningslinier, der kort og kontant sætter disse individer udenfor fællesskabet i tilfælde af gentagne episoder af tilsvining eller mobning af brugere.

Til slut vil jeg herinde på tweakup.dk opfordre alle brugere, unge som ældre at snakke pænt til hinanden. Vi får et meget bedre forum, hvis man lige tænker sig om, overvejer om det man skriver, kan eller vil såre modtageren. Man mister intet ved at undlade at nedgøre eller såre et medmenneske – tværtimod!
 
Skribent
 
Kommentér